For

Language emerges from inside the body, from inside a mouth, a head, the heart. And so language pulls out these insides, making them outsides: words or things for instance, or new beings. And so it crawls out onto reality, language, that autumn it was hung in a room. A number of blue outsides, a tight aqua forest. Here it stands for a moment, doesn’t grow, tells a bit. Surfaces do that. Dense stories, they move upwards only, indifferent to the horizon. And so these imprints can be anything, just like language. They can emerge from an inside which birthed them like a plastic womb, congealed them like cocoons. Spoke them with a wet mouth. What is found on the inside, still unshaped, is brought into the outer world to be heard. A flexible alphabet of wax. Partly menacing, partly ridiculous how everything, no matter how sturdy it seems, certainly decomposes (a joy for the egos behind anything meant for infinity). To actually aim for decomposition, to perceive it as an option rather than a destruction, because what is no longer visible still exists. Does it ever show that this particular scent of a neck filled you up. Some moments are thicker than others, some eyes open enough for you to rest in them, a whole existence of invisibility piling up between the pointy lines of reality. Please enjoy how the world is dispersed among us as a world, new leaves and words that stay in some gazes for a while before sloshing out. How cute, this fate of everything, to alternate between being inner and outer. Earliest of all: the liquid and its entire warm spirit before absolute luck throws it into an instant. Who actually knows if they’d prefer to be water or a decision? It is said that we rub off: the amount of drops leaving the inside of a loved one, the amount of moments where these drops are Your Dream. And so we share an orbit, becoming poison in the same jaws, waves and ears amongst each other. Spit out your holes on your fingertips, here they can wake up and take hold like greasy messages without eternity. Warm ice, we swim on.

Text by Nanna Friis

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Til

Det er fra indersiden af kroppen sproget kommer, indersiderne af en mund, et hoved, hjertet. Så trækker sproget indersiderne med ud af kroppene og gør dem til ydersider: ord eller ting for eksempel eller nye levende. Så kryber det ud på virkeligheden, sproget, man havde om efteråret hængt det ind i et rum. En mængde blå ydrer, sådan en stram aquaskov. Den står her et øjeblik, gror ikke, men fortæller lidt. Det gør overflader. Tætte historier, de bevæger sig kun opad, ligeglade med horisonten. Så kan disse blå aftryk være alting, ligesom sprog er, komme fra et indre, der har født dem som ud af et plasticskød, størknet dem som i en puppe. Sagt dem med en våd mund. Det der er på indersiden, endnu uskabt for omgivelserne, bringes ud i aftrykkenes verden for at blive hørt. Et fleksibelt stearinalfabet. Dels faretruende, dels latterligt hvordan alt, ligegyldigt hvor robust det virker, uden tvivl går i opløsning (fryd for egoerne bag det, der er tiltænkt uendeligheden). Derimod opsøge opløsningen, ønske den som at den ligner en mulighed frem for en ødelæggelse, fordi det, der ikke længere kan ses, stadig findes. Kan det nogensinde ses, at netop den duft af en hals fyldte dig til randen. Visse tidspunkter er tykkere end andre, visse øjne så åbne, at man kan hvile sig i dem, en hel tilværelse af usynlighed, der tårner sig op mellem alle virkelighedens spidse streger. Nyd endelig at verden fordeles mellem os som verden, nye blade og ord, som har en tid i enkelte blikke, inden de skvulper ud. Sikke nuttet, denne skæbne der er alts, at blive skiftevis ydrer og indrer. Tidligst væsken og hele dens varme ånd, inden et fuldkomment held skyder den ind i øjeblikket. Hvem ved egentlig om de helst ville være vand eller en beslutning. Det fortælles, at vi smitter af: mængden af dråber, der forlader en elskets indre og mængden af øjeblikke de alle sammen er Din Drøm. Så deler vi kredsløb, så er vi gift i det samme gab, bølger og ører blandt hinanden. Spyt dine huller ud på fingerspidserne, her kan de vågne og suge sig fast som fedtede beskeder uden evighed. Lun is, vi svømmer videre.

Tekst af Nanna Friis

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Photos: Malle Madsen.